Træning af din hest

HEST I TRÆNING MED FOKUS PÅ VELFÆRD.

Udover at jeg tager imod projektheste, at tage ud og undervise dig eller underviser dig derhjemme, så tager jeg også heste i træning.

Skal din hest trænes, tilrides, gangsættes, på slankeophold/muskelopbygning,miljøtrænes, vinde tillid til hestetraileren etc? Søger du et roligt sted, med fokus på hesten/individet og tid nok til at sætte kvalitet og ikke kvantitet i højsæde? Er det en prioritering at hesten kan følge med fysisk og psykisk? At træneren har stor erfaring med sensitive heste, at træneren er erfaren og har arbejdet med utallige heste og typer, voksen og arbejder med anatomi, osteopati, hove, sund bæring, telepati etc. Måske er bidløs og bomløs nøgleord for dig? Så er du kommet til det rette sted.

Jeg har i en del år med succes trænet og tilredet heste, også en del adfærdsheste/projektheste opgivet af andre, tilredet, arbejdet med gangsætning, haft heste på slankeophold osv. og jeg elsker det! Så skal din hest:

– gøres ridevant/tilrides?
– adfærdsbehandles fra jorden?
– gangsættes (4 eller 5-gænger)?
– i hænder og lære det basale (føl og plage)?
– trailertrænes?
– miljøtrænes?

Jeg tager heste op til ca. 160cm og har erfaring med forskellige racer (OX, DV, travere, Oldenborg, Aegidienbergere etc), dog ligger mit hjerte hos koldblods og elsker især at nørde gangartsheste som feks. islandske heste. Til hverdag arbejder jeg med hesteterapi, telepati og healing, behandling af heste som cert. hestemassør, osteopati osv., så træner jeg jo heste. Jeg har gennem årene taget imod en del problemheste, hvor flere er vurderet bedst aflivet/livsfarlige og jeg har trænet dem igennem deres stress, problemadfærd osv. Derfor er det så vigtigt for mig, at træningen foregår i hestens tempo så de kan følge med i krop og sind. Forholdet til mennesker skal være hyggeligt og noget de vælger med glæde.

Opstaldning er på Nordfalster i en privat løsdrift – både jordfold og mager græsfold er muligt. Hestene bliver kun trænet af mig, passet af mig og en til, så det er småt og hyggeligt og der bliver ikke gjort noget, jeg ikke ved og ikke kan stå indenfor! Jeg behandler dem med samme respekt og kærlighed, som jeg gør mine egne. I træningen er der fokus på at hesten bruger sin krop på en bæredygtig måde, altså bruges der ikke indspænding etc. Jeg tager alle aldre i træning til miljø, trailer, basishåndtering mm. og 3 års er velkomne til ryttertilvænning, skridt men de skal være 4 år, før jeg putter mere på.

Der er 7-8 kg wrap eller græs + tyggetid i form af frøgræs/halm inkluderet (mere kan tilkøbes) og man skal selv medbringe eget krybbefoder. Man er selvfølgelig velkommen til at besøge sin hest i træningsperioden, efter aftale og jeg ser gerne at man kommer løbende og får undervisning med sin hest.

Pris:

Træningspakke indeholder, udover grovfoder i løsdrift, som beskrevet herover (eksl. krybbefoder), 4-5 gange træning ugeligt – både jordarbejde, under rytter, miljøtræning mm. så træningen er varieret, osteopatisk behandling af hest efter behov. God pakke til heste som skal trænes fra jorden, mindre adfærdsproblemer osv. Dette koster 4800kr pr. måned.

Kontakt mig på “Mea Ulvebakke – i harmoni med de kære dyr” på Facebook for mere info eller bookning, der kan du også se billeder og video af livet her og mit arbejde med hestene.